Sprøde og lækre glutenfrie kiks på under 1 time!
Hurtige og lækre glutenfrie kiks
Udstyr
Ingredienser
110 g glutenfri havremel
30 g ris- eller sorghummel
20 g chiafrø
20 g hørfrø
10 g birkes
20 g sesamfrø
2 g bagepulver
4 g salt
45 g vand
50 g smør
Instruktioner
Glutenfri kiksedej - rør dejen sammen
Bland alle de tørre ingredienser, dvs. alt undtagen vand og smør.
Smuldr smørret i dejen og saml massen med hænderne ved at komme vandet i. Kom evt. lidt mere vand i blandingen, hvis den smuldrer for dig.
Kom herefter dejen på køl i en skål med låg (eller film) og tænd for ovnen. Ovnen skal stå på 200 grader varmluft.
Du kan med fordel bage kiksene på et bagestål (på ovnens midterste rille).
Glutenfri kiksedej - Rul kiksedejen ud
Når ovn og bagestål er varmt nok (du kan nemt måle temperaturen med et infrarødt termometer), tager du dejen ud af køleskabet.
Læg dejen mellem to stykker bagepapir og rul den ud, så den er ca. 3-4 millimeter tyk. Så hakker du dejen ud i den størrelse, du synes, dine kiks skal have. Brug evt. en dejskærer, så kommer du ikke til at skære igennem bagepapiret med en kniv, og du kan nemt hakke større områder helt lige.
Den overskydende dej kan du samle og udrulle igen. Løft kiksene med dejskæreren og læg dem forsigtigt på bagepapiret med ca. 5 millimeters mellemrum.
Glutenfri kiksedej - bag kiksene
Skub bagepapiret over på bagestål (eller kom bagepladen i ovnen) og bag kiksene i 10-12 minutter, indtil de er lysebrune.
Lad kiksene køle helt af, før du spiser dem. De kan holde sig sprøde i en beholder med låg (evt. en kagedåse) i et par dage, men giv dem evt. en hurtig tur i ovnen igen, hvis de bliver bløde.