Bedste glutenfrie boller – med sprøde boghvedekerner

⬇️ Det her er min bedste opskrift på knasende sprøde glutenfrie boller ⬇️

Boller er altid et godt sted at starte i forhold til brødbagning, fordi brød bare kræver lidt mere, når det kommer til evner og held. Hvis du er helt ny inden for glutenfri bagning, vil jeg klart anbefale dig at bage de her lækre boller – så er du sikker på succes, og en positiv oplevelse er altid den bedste motivator, hvis du spørger mig. Det er uden tvivl de bedste glutenfrie boller, jeg har bagt – og en opskrift, jeg vender tilbage til gang på gang.

❗️ Min svigermor som ikke tåler gluten gav de her glutenfrie boller 10 ud af 10 stjerner (og hun har om nogen været prøvekanin på mit glutenfrie bagværk)! 🤩

Det kan du erstatte det glutenfrie mel i opskriften med

Hvis du erstatter havremelet med sorghummel, får du mere faste boller, som holder formen i ovnen. Jeg anbefaler havremel, fordi det er billigere og lettere at få fat i (jeg køber det i Rema). Majsmelet kan fint erstattes med rismel.

Sprøde glutenfrie boller med boghvede

Sprøde glutenfrie boller med boghvede

vanessa-wolter

Det her er min bedste glutenfri opskrift til dato! Bollernes smag er i top, krummen er saftig og skorpen er helt fantastisk, særligt på grund af de lækre, sprøde boghvedekerner på toppen.

Disse lækre glutenfrie boghvedeboller får en svampet krumme og en skorpe, der minder om almindelige boller. Boghvedekernerne på toppen giver et sprødt pift, som virkelig løfter det glutenfrie bagværk til nye højder.

🤫 Pssst! Du kan overveje at lave dobbeltportion af de kogte boghvedekerner, så kan bollerne få sprøde kerner på både bund og top. Husk i så fald lige at lægge lige under halvdelen af kernerne i bunden af bøtten, før du kommer dejen over i 🤎

forberedelsestid
30 min.
tilberedningstid
45 min.
portioner
9 boller
samlet tid
1 time og 15 minutter

Udstyr

  • Et bagestål (kan udelades, men det giver et bedre resultat)

  • En dejskærer (kan udelades, men den gør det meget nemmere at skære dejen flot ud)

  • Et piskeris

  • To store skåle

  • Husholdningsfilm

  • En form til din dej, den skal være ca. 20 x 20 cm og min. 6 cm i højden

Ingredienser

  • 75 g boghvedekerner

  • 2 dl vand

  • 1 tsk salt

  • 2 spsk. smagsneutral olie (fx rapsolie)

  • 150 g boghvedemel

  • 200 g glutenfri havremel

  • 50 g fuldkornsmajsmel

  • 10 g gær

  • 675 g vand

  • 8 g salt

  • 8 g sukker

  • 22 g loppefrøskaller

Instruktioner

1

Dag 1 / eller formiddag – Dejen til de glutenfrie boller piskes sammen

1) Kog boghvedekernerne i en kasserolle med ca. 2 dl vand og 1 tsk salt i 10 minutter. Sluk herefter for varmen og lad kernerne trække i vandet i yderligere 10 minutter. Kom nu 2 spsk. rapsolie i og rør rundt. Lad kernerne køle af.

2) Kom husholdningsfilm i en form, så den dækker bunden og siderne fuldstændig og går 2-5 cm ud over kanten på formen. Du kan med fordel bruge en kondibøtte i plastik, den vil nemlig passe perfekt til mængden af dej i denne opskrift, og du kan følge med i, hvordan den glutenfrie dej hæver.

3) Bland de tre slags mel i en skål.

4) Varm vandet i en lille gryde, så det bliver fingervarmt. Hæld det over i stor, tom skål.

5) I skålen med vand kommer du gær, sukker og salt i. Pisk med et piskeris, indtil gæren er opløst.

6) Du skal nu hælde loppefrøskallerne i, og når du har gjort det, starter du timeren og pisker massen i ca. 15 sekunder.

7) Hæld straks melblandingen i væsken og pisk videre, indtil dejen er fri for klumper og puffer lidt op.

8) Hæld dejen over i den plastikforede form og glat dejens overflade med en våd hånd eller dejskraber. Fordel boghvedekernerne på toppen og tryk dem let ned i dejen.

9) Sæt et låg eller plastfilm over formen, og lad dejen hæve et lunt sted i ca. 1 time.

10) Formen med låg skal herefter på køl i minimum 6 timer, gerne natten over.

2

Dag 2 / Senere på dagen - De glutenfrie boller bages

30-45 minutter før du vil bage, sætter du dit bagestål i ovnen og varmer ovnen op til 230 grader varmluft. Du kan nemt tjekke temperaturen på stålet med et infrarødt termometer.

Når ovnen er varm, går du i gang med nedenstående trin:

1) Tag formen med dej ud af køleskabet, fjern låget og løft forsigtigt dejen op af formen ved at holde i plastfilmens ender.

2) Hak eller skær nu dejen ud i 9 lige store stykker - fx med en dejskærer eller en skarp kniv.

3) Placér de glutenfrie boghvedeboller på et stykke bagepapir og lad det hele glide over på dit bagestål eller din varme ovnplade. Her er det lettest at bruge en kombispade eller en pizzaspade - men du kan også bruge et stykke pap, evt. låget fra en pizzabakke.

4) Bollerne bages nu i 25-30 minutter.

Lad bollerne køle af på en rist før du skærer dem over. Det er svært at vente, men konsistensen bliver bedre, når bollerne er lidt køligere.

Notes

Opbevar boghvedebollerne i en genbrugelig silikonepose (eller en gammeldags frysepose), så holder de sig saftige i et par dage. Bollerne kan ristes og varmes i ovnen ved 180 grader varmluft i 7-10 minutter – eller du kan fryse dem ned til senere.

Tip

Sørg for at varme ovnpladen godt op, inden du lader bollerne glide over på den. Vi vil anbefale dig at bruge et bagestål eller en bagesten i ovnen, da det giver det bedste resultat. Et brandvarmt stål giver nemlig de bedste muligheder for en jævn afbagning og en fastholdelse af formen, så bollerne ikke flyder alt for meget ud.

Skriv en kommentar

Leave the field below empty!