Lav nemt din egen glutenfrie surdej på under en uge. Let at passe og giver fantastisk smag til dit glutenfrie bagværk!
Lav din egen glutenfri surdej
Denne guide til at starte din egen glutenfrie surdej op hjælper dig med nemt at komme godt i gang med din glutenfrie surdejsbagning.
En glutenfri surdej giver dit glutenfrie bagværk en ekstra smagsdimension, og du kan nemt lave den selv. Her får du opskriften på vores nemme glutenfrie surdej trin for trin!
Udstyr
Et syltetøjsglas med låg
En elastik
En lille dejskraber
En vægt
Ingredienser
Glutenfri havremel
Koldt vand
Instruktioner
Dag 1 - Start din glutenfrie surdej op
Bland følgende i et syltetøjsglas:
- 60 g glutenfri havremel
- 100 g koldt vand
Brug en dejskraber til at rengøre glassets sider med, ellers kan det komme til at lugte surt. Sæt en elastik omkring glasset for at markere, hvor surdejen går til, så kan du let holde øje med, om den hæver.
Lad surdejen stå med et løst låg på i stuetemperatur.
Og husk: I dag er den allerførste dag i din glutenfrie surdejs liv. Giv surdejen et navn, skriv navn og fødselsdag på en lille seddel og sæt den fast under elastikken på glasset.
Dag 2 og 3 - Rør rundt
Disse to dage er hviledage for surdejen og dig. Så du kan nøjes med lige at røre i surdejen med en ske for at sikre, at den ikke bliver tør på toppen.
Skulle den tørre meget ud, kan du tilføje en skefuld vand og røre det rundt.
Dag 4 - genopfrisk din glutenfrie surdej
I dag skal du tage 40 g surdej fra og komme det over i et rent glas. Kasser resten af surdejen.
I det nye glas tilføjer du koldt vand og glutenfri havremel fordelt på denne måde:
- 75 g glutenfri havremel
- 75 g koldt vand
- 40 g surdej
Dag 5 - genopfrisk igen din glutenfrie surdej
Gør som i går, dvs. kassér al surdej bortset fra 40 g og fyld et nyt glas med følgende:
- 75 g glutenfri havremel
- 75 g koldt vand
- 40 g surdej
Dag 6 - sidste opstartsdag
Gentag øvelsen fra i går og i forgårs:
- 75 g glutenfri havremel
- 75 g koldt vand
- 40 g surdej
Din glutenfrie surdej er nu klar til at blive bagt med!
Fodring fremover
6-18 timer før du skal bruge din surdej, skal du lige opfriske den igen.
Ved genopfriskning blander du:
- 75 g glutenfri havremel
- 100 g koldt vand
- 50 g surdej
Den rest surdej, som du ikke bruger til at bage med, genopfrisker du straks og lader den stå på køkkenbordet, indtil den er hævet op. Så kan du enten lade den bo i sit glas på køkkenbordet og fodre den 1-2 gange om ugen, eller du kan sætte den i køleskabet, hvor den kun skal fodres ca. en gang om måneden.
Glutenfrie meltyper til surdej
Du kan sagtens fodre den med andet glutenfrit mel, hvis det passer dig bedre. Jeg valgte havremel, fordi det var lidt billigere end de andre typer, da jeg startede op. Majs- og rismel giver en mere flydende surdej, som ofte også hæver mere op end havremelssurdejen. Du kan evt. blande de forskellige meltyper. God fornøjelse og pøj pøj med det liv, du nu har skabt! <3
Notes
Med denne nemme opskrift på hjemmelavet glutenfri surdej kommer du nemt i gang.
Du skal kun gøre noget på dag 1, 4, 5 og 6 - og så er surdejen klar til at blive brugt i lækkert, hjemmelavet glutenfrit bagværk!