En lækker krydderbolle uden gluten, som har masser af god kardemommesmag
Lækre fødselsdagsboller uden gluten
Disse lækre og saftige glutenfrie krydderboller med kardemomme vil med garanti være et hit hos både store og små. De nemme glutenfrie boller smager så fantastisk, at man slet ikke tænker over, at de er bagt helt uden gluten, når man tager en bid!
Desuden er disse glutenfri boller helt uden mystiske tilsætningsstoffer, som man desværre finder i mange glutenfrie melblandinger.
De her glutenfrie boller er perfekte som fødselsdagsboller, da de har en smøragtig sprødhed udenpå og en lækker, saftig krumme med masser af dejlig kardemommesmag.
Udstyr
Ingredienser
200 g fuldkornsrismel
60 g fuldkornsmajsmel
40 g glutenfri havremel
22 g gær
55 g sukker
5 g salt
4 g stødt kardemomme
500 g fingervarm mælk
25 g smør
22 g loppefrøskaller
2 æg - 1 æg i dejen og 1 æg til pensling under bagning
Instruktioner
Dag 1 / eller formiddag - Den glutenfrie dej røres sammen
1) Kom husholdningsfilm i en form, så den dækker bund og sider fuldstændig og går ca. 5 cm ud over kanten på formen. Du kan med fordel bruge en kondibøtte, den vil nemlig passe perfekt til mængden af dej i denne opskrift.
2) Bland de tre slags mel i en skål.
3) Smelt smørret ved lav varme i en kasserolle og kom herefter mælken i. Varm massen, så den får samme temperatur som din egen kropstemperatur.
4) I en stor skål rører du gær, sukker, salt og kardemomme ud i mælken.
5) Du skal nu hælde ægget og loppefrøskallerne i, og når du har gjort det, starter du timeren og pisker på livet løs med et piskeris i ca. 15 sekunder.
6) Hæld straks melblandingen i væsken og pisk videre, indtil dejen er fri for klumper og puffer lidt op.
7) Hæld dejen over i den plastikforede form og glat dejens overflade med en våd hånd eller dejskraber (du vil helst gøre det med hånden, det er en fantastisk blød dej at røre ved!).
8) Sæt et låg eller plastfilm over formen, og lad dejen hæve et lunt sted i 1,5 time.
9) Formen med låg skal nu på køl i minimum 6 timer.
Dag 2 / Senere på dagen - De glutenfrie boller bages
30-45 minutter før du vil bage, sætter du dit bagestål i ovnen og varmer ovnen op til 230 grader varmluft. Du kan nemt tjekke temperaturen på stålet med et infrarødt termometer.
Når ovnen er varm, går du i gang med nedenstående trin:
1) Tag formen ud af køleskabet, fjern låget og hiv forsigtigt i plastfilmens ender for at løfte dejen ud af formen.
2) Skær nu dejen ud i 9 lige store stykker - fx med en dejskærer eller en skarp kniv.
3) Stykkerne placerer du på et stykke bagepapir og lader det hele glide over på dit bagestål eller ovnplade. Her er det lettest at bruge en kombispade eller en pizzaspade - men du kan også bruge et stykke pap, evt. låget fra en pizzabakke.
4) Bollerne bages nu i 8 minutter, hvorefter du pensler dem med et sammenpisket æg.
5) Bag herefter bollerne i 2-3 minutter mere, og pensl igen.
6) Nu skal bollerne bare bages færdigt i ca. 10 minutter, indtil de er gyldne og føles lette i det, når du løfter dem.
Lad bollerne køle af på en rist før du skærer dem over. Det er svært at vente, men konsistensen bliver bedre, når bollerne er lidt køligere.
Notes
Tip til glutenfri bagning
Brug evt. en timer på mobilen til at styre tiden - loppefrøskallerne skal nemlig kun piskes i væsken i ca. 15 sekunder. Længere pisketid giver en dårligere hævning, som vil gøre bollerne mere kompakte.
Bollerne kan laves på én dag, hvis du går tidligt i gang, fx om formiddagen - dejen skal her nemlig blot hæve mindst 6,5 time i alt - men smagen udvikles yderligere under koldhævningen, så en længere koldhævning vil give mere dybde til smagen.