Her får du mine bedste tips til, hvilket udstyr du skal bruge, når det kommer til glutenfri bagning.
At bage uden gluten er på mange måder en helt ny måde at bage på, især hvis du før har været vant til at bage med glutenholdige meltyper. Melet opfører sig anderledes, og bageprocessen er fra start til slut oftest en helt anden. Er du i tvivl om, hvor du skal starte, vil jeg anbefale dig at læse min begynderguide til glutenfri bagning – der er tips til gode begynderopskrifter, så du kan komme rigtig godt i gang med at bage lækkert og luftigt bagværk uden gluten.
Fordi glutenfri bagning af brød og boller er så anderledes end “almindelige” måder at bage på, er udstyret også lidt anderledes, end det man plejer at bruge til den slags bagværk, men langt størstedelen af det har du måske allerede i køkkenet.
10 bedste stykker udstyr til glutenfri bagning
En ny hobby behøver ikke være dyr! Hvis du spørger mig, så kræver god og vellykket glutenfri bagning ikke nødvendigvis dyrt og flot udstyr. Brug hellere i starten pengene på at give dig selv lov til at lege med lidt forskellige typer af glutenfri mel. Når man bager så meget som jeg gør, så har jeg svært ved at undvære ting som pkt. 7, 8 og 9, men du kan altså sagtens komme godt i gang uden!
Her kommer de 10 absolut mest uundværlige stykker udstyr i mit glutenfrie hjemmebageri. Sæt dig godt til rette og læs med herunder 👇
1. En god køkkenvægt
I glutenfri bagning er vægten ofte afgørende! Og her taler jeg naturligvis ikke om din vægt 😉, men om den vægt, du måske/måske ikke har i dit køkken. Har du ikke allerede en køkkenvægt, er det en god idé at få købt en, da rigtig mange opskrifter kræver at du kan måle ingredienserne af i gram. En god køkkenvægt er i min optik en vægt, der kan tage mellem 0 og 5000 gram målt i intervaller af 1 g.
2. Skåle i forskellige størrelser
Jeg nævner det i mine opskrifter, og jeg siger det gerne igen – det kan altid betale sig at måle alle ingredienser af på forhånd, især når det kommer til glutenfri bagning. Jeg har selv tidligere været lidt for utålmodig til det, men det viser sig altid at være tiden værd, for i nogle af opskrifterne skal det pludselig gå meget hurtigt med at blande ingredienser i. Det gælder for de fleste af mine glutenfrie boller, f.eks. de her hurtige gulerodsboller. Det er derfor en rigtig god idé at have skåle i forskellige størrelser klar. Jeg bruger selv et helt klassisk sæt af Margretheskåle i 4 forskellige størrelser (og af og til et par skåle mere) – en stor skål til at røre det hele sammen i, en lidt mindre skål til at blande melet sammen i, en lille skål til salt, sukker og evt. krydderier og lille en til loppefrøskallerne.
3. Piskeris
Endnu et basalt, men supervigtigt stykke udstyr til glutenfri bagning er et helt almindeligt piskeris. Det er eminent at blande forskellige typer mel sammen med, og så er det uundværligt senere i processen, når loppefrøskallerne skal piskes sammen med væsken – medmindre du bruger en røremaskine, selvfølgelig 😉
4. Dejskraber
En dejskraber er i mine øjne fuldstændig essentiel i et køkken – og helst skal man have flere af dem, hvis du spørger mig. Jeg bruger mine dejskrabere hele tiden, og de skal konstant vaskes op 😅 En dejskraber er helt fantastisk til at få skrabet den sidste skefuld dej ud af skålen med, og så er den geniale til lige at skrabe kanten på surdejsglasset med, hvis du – ligesom jeg – sviner lidt, når du fodrer din glutenfrie surdej. Jeg foretrækker bløde silikonedejskrabere, der er tynde og fleksible i kanterne, fordi de efter min erfaring skraber lidt mere jævnt og tæt. Derudover kan jeg godt lide, at hele dejskraberen er lavet af silikone, for så kan jeg bare smide det hele i opvaskemaskinen, uden at bekymre mig om træhåndtag der flækker eller metalhåndtag der ruster.
5. Gennemsigtig bøtte med låg
Som du måske har set på Instagram eller andre steder, så sværger mange amatørbagere til den efterhånden klassiske kondibøtte, som er en gennemsigtig plastikbøtte med låg – magen til dem, du finder blandselvslikket i i butikken. Mange opskrifter passer til den størrelse kondibøtte, der kan indeholde 3 liter, men du kan sagtens bruge andre plastikbøtter eller beholdere i glas, gode bud er f.eks. opbevaringsbøtter i plastik og glas fra IKEA, eller de solide plastikbøtter fra Sistema. Vigtigst er det, at bøtten er gennemsigtig, så du kan holde øje med hævningen af dejen, og så er det rart, at den har et låg, som passer til. Så kan du nemlig nemt sætte bøtten med dej i køleskabet natten over, og du kan endda stable flere bøtter oven på hinanden uden problemer 🤩
6. Køkkenfilm
Køkkenfilm, husholdningsfilm, madfolie, plastfolie, madfilm – kært barn har som bekendt utrolig mange navne! Plastikfilm er ellers en ting, jeg egentlig prøver at undgå at bruge i mit køkken, fordi jeg synes, det er spild kun at bruge plastikken en enkelt gang. Men indtil jeg finder en god erstatning at fore kondibøtten med, når jeg bager glutenfrie boller, så har plastikfilmen en fast plads i skuffen. Den gør det så dejlig nemt at løfte hele dejen ud af bøtten på én gang, i stedet for at risikere at punktere den ved at vende bøtten på hovedet.
7. Bagestål og kombispade
Som en stolt del af Bagestålet.dk’s bageunivers kan jeg jo efterhånden næsten ikke forestille mig at bage noget som helst uden at have et bagestål i ovnen. For har man først oplevet bagestålets evne til at opnå de helt høje temperaturer og holde varmen stabil i ovnen, så er det lidt svært at vende om igen. Et bagestål gør det meste bagværk sprødt og lækkert, og så tager det kun få minutter om at blive genopvarmet imellem bagningerne. Det er rigtig smart, hvis du f.eks. bager flere pizzaer i træk, eller jonglerer med den ene plade med boller efter den anden. Kombispaden er Bagestålets smarte makker, som jeg slet ikke kan forestille mig ikke at have. Spaden fungerer fuldstændig ligesom en pizzaspade, den er bare tyndere og lettere, og så har den samme størrelse som en ovnplade. Den består af en meget tynd aluminiumplade med en bukning på den ene kant, der fungerer som et håndtag for pladen. Kombispadens størrelse og tykkelse gør det supernemt at få bagværket på og af stålet med, du lægger bare bagepapir og en hel plades bagværk på kombispaden, og så lader du det hele glide samlet over på det varme stål.
8. Dejskærer
En dejskærer er guld værd, når det kommer til at hakke dejen ud til boller med præcision! Jeg bruger den faktisk også til at skære kiksedej ud med, og til at shape brød med – og man kan helt sikkert bruge den til en masse andre ting også.
9. Røremaskine
Som jeg skrev lidt tidligere, så kan du sagtens komme nemt i gang med glutenfrit bagværk alene ved håndkraft. Men når det er så er sagt, så kommer man ikke udenom, at en røremaskine er utrolig dejlig at have ved hånden, især hvis man vil lave lidt større portioner af boller og brød. Jeg har lidt svært ved at undvære min, i hvert fald! Jeg bruger selv en retromodel fra Elektrolux (Assistent), og den svarer nogenlunde til den røremaskine fra Ankarsrum, som man finder i mange køkkener i dag.
10. Hævekurv
Den sidste uundværlige køkkenting på min liste er hævekurven. Jeg bruger især hævekurve, når jeg bager brød, og de findes i et hav af størrelser og former. En ekstra bonus er, at de også er superfine at bruge som brødkurve 😍